Så ramte hverdagen igen. Efter nogle fantastiske måneder hvor jeg nærmest har levet på adrenalin og kæmpe oplevelser, så er det meget hårdt og faktisk deprimerende at komme hjem til hverdagen. Først gik et par måneder med at finde sig tilrette og udforske New York, så startede den hårde træning til Chicago Marathon der mundede ud i en herlig PR, derefter en fantastisk ferie på Hawaii og til sidst en tur til Mexico… Altsammen noget jeg har kunnet se frem til i flere måneder (nogle i år). Nu sidder jeg her i sofaen og har ikke rigtigt noget at glæde mig til. På søndag ryger Sidse hjem og om præcis 2 uger, så er det min tur. Selvfølgelig glæder jeg mig til at se familie, venner og kollegaer igen, men jeg sidder unægtelig med en tam fornemmelse i kroppen – adrenalinen er væk og tilbage er hverdagen. Men så skal man selvfølgelig huske at være taknemmelig for det man har oplevet og fået. Det gjorde jeg i går!
I går var det nemlig Thanksgiving. Dagen hvor man siger tak – amerikanerne fejrer vist (og siger tak for) at de fik udryddet indianerne og smittet de tilbageværende med kopper og andre sjove sygdomme. Men lad nu det ligge..
Traditionelt er Thanksgiving ferien hvor man tager hjem til sin hjemby og drikker sig i hegnet med vennerne onsdag aften, ser parade og spiser kalkun med familien torsdag og til sidst shopper man sin sidste dollar op på den såkaldte Black Friday (byen er sort med mennesker).
Kalkunen får dog eftersigende stærk konkurence fra den såkaldte TurDucKen i disse dage. En koncept hvor mang stopper en kylling op i en and som man så igen stopper op i en kalkun… BLIVER DET BEDRE?? Nej, TOTALT YNDLINGS.
Onsdag aften blev for vores vedkommende fejret med en kæmpe portion ribs fra dinosaur bar og knap så mange øl. Til gengæld var Nichlas og jeg tidligt oppe for at få en god plads til den store Thanksgiving Parade. Vi var ude af døren kl 6.00 for at være sikker på at vi kunne se de store balloner der skulle trækkes igennem byen på denne herlige dag. Åbenbart en kæmpe tradition, for da vi ramte gaden 3 timer før paraden skule starte var der fyldt med familier der lå under tæpper og hyggede sig på bedste vis. Det var godt at vi kom så tidligt – for omkring 3.5 millioner mennesker overværede paraden og det var for de flestes vedkommende på flere 100 meters afstand, men Nichlas og jeg fik mast os til 1. parket! Det var sejt! I løbet af 1.5 time fik vi set 50 kæmpe balloner, utallige sangstjerne og sportsidoler og ikke mindst en masse tambourkorps. Meget underholdende… Desværre måtte jeg gå lidt tidligt da jeg skulle på arbejde. Men det var sværere end tænkt. Fra min plads tog det godt en time at mase mig 500 meter igennem folkemængden til nærmeste subway.
Efter arbejde var det fluks hjem til I house’s Thanksgiving Dinner… Noget jeg personligt havde set frem til. Desværre var maden kun god uden at være prangende. Højdepunktet var da jeg fik vist at man sagtens kunne spise 10 skiver kalkun på en gang (ovenpå hinanden). Nichlas og jeg fik da også på skammeligste vis tømt buffeten. Den stakkels mand kunne så ikke en gang spise pumpkin pie til dessert! Det kunne undertegnede! Så Sidse (som havde betalt) fik bestemt noget for pengene denne aften – det må da være en drøm at invitere os på buffet!
I dag skal Nichlas og jeg ind og så udstoppede kinesere i form af Bodies… vist ikke noget for Sidse.
-
- Nichlas og Sidse fjoller før maden
-
- masser af kød…
-
- Kun jeg magtede kagebordet
-
- Store ballondyr var der mange af til paraden
-
- 3 timer før paraden var det pakket langs gaderne
-
- Et sidste turistbillede fra Times Square
