Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Ferie’ Category

Sidste timer i New York

Nåh nu tager jeg snart hjem. Om 10 timer sidder jeg i et fly på vej mod CPH med et enkelt stop på Island (jeg vinker ned til dig, Mads!).

Hvor skal jeg starte – og hvor skal jeg slutte det her indlæg…?
Anden halvdel af NY har været så meget bedre end første halvdel. Jeg havde svært ved at finde mig til rette i byen de første tre måneder, men det er gået strygende de sidste tre. Måske er det fordi vi har haft virkelig meget besøg, så jeg ofte ikke har været helt alene i hverdagen. Måske er det fordi jeg har fundet nogle endnu bedre steder rundt omkring på Manhattan. Måske er det fordi vi har været på Hawaii. Måske er det fordi jeg har lært mig selv og Morten bedre at kende. Jeg kan ikke give et klart svar – men det har i hvert fald været rigtig godt at være herover.
Jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg er blevet mere modig og mere selvsikker. Jeg har sat mig nogle nye mål med mig selv, som jeg nu også ved hvordan jeg skal opnå. Alle burde have muligheden for 6 måneders selvudvikling på Manhattan.

Der var en der engang sagde at “der findes to slags byer i verden. New York og alle de andre”. Og det er rigtigt. New York er så fantastisk en by. Der bor så mange forskellige mennesker og kulturer. Alle trives på lige vilkår, og alle har ret til at være hvem de er. Det er befriende at opleve. Her er highstreet butikker blandet med haute couture. Skyskrabere blandet med en kæmpe park. Turisthelvede blandet med business. Hvide, sorte, brune, gule, røde etc. mennesker i en stor pærevælling. Det er simpelthen en fantastisk by!

Sjove mennesker vi har mødt:

Vi har langt fra nået alt det vi gerne vil nå. Men vi har nået meget mere end vi turde drømme om. Vi kender byen som vores egen bukselomme, og ved hvor man får den bedste thaimad – de bedste bagels – hvor man køber en billige vintagepels – og hvordan der ser ud på hele Manhattan. Vi har ikke nået at spise alle de steder vi gerne ville. Vi har heller ikke nået alle de museer, som vi egentlig gerne ville. Vi har ikke taget svævebanen til Roosevelt Island – og vi har heller ikke været i kronen på Frihedsgudinden. Så vi bliver nok nødt til at komme tilbage inden alt for længe. Vi har fået nogle helt fantastiske nye venner, som vi skal over og besøge igen.

Nu glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til vores lejlighed. Mine venner. Til løbetur i Utterslev Mose. Hjem til mine kolleger. Hjem til familien. Vi har lige 2 uger (igen) fra hinanden, før Morten kommer hjem. Han får drengebesøg – så det er nok meget godt jeg ikke er i NY.

Vi ses i Danmark – jeg glæder mig til at se jer alle sammen. P.S. hvis der er nogen der vil hjælpe med at bære alt for meget bagage op på 3. sal, så siger I bare til!?

Read Full Post »

I onsdags skulle jeg have min snorkling-debut. Jeg har aldrig prøvet det før, og jeg mente at Maui var et udemærket sted at starte. Derfor fandt vi et morgen-snorkling-cruise som varede 5 timer inkl. 2 snorklingsteder. Jeg elsker at prøve nye sport og da snorkling jo næsten er en sport, så var jeg selvfølgelig begejstret da jeg gled ad rutschebanen ned i vandet iført maske og svømmefødder.

Jeg blev ikke skuffet! For nøj hvor er der bare mange seje fisk. Lidt sejere end torsk og sild som jeg jo ellers syntes er verdens sejeste dyr qua min opvækst på Bornholm. Der var ikke bare fisk i alverdens farver som vi selvfølgelig kom rigtig tæt på, men også koraller og kæmpeskildpadder. Vi svømmede lige ved siden af en af skildpadderne, og det var altså ret cool. Udsynet var vist ret godt, vandet var i hvert fald turkis og meget lækkert.

Appetitet for mere snorkling blev bestemt vakt og derfor har vi nu forsynet os med et snorkle-/svømmefodssæt hver.

Vi ankom til Big Island i eftermiddags efter måske verdens korteste flyvetur. Big Island er dobbelt så stor som de andre hawaii-øer er til sammen. Egentlig hedder øen Hawaii, men for at kunne kende forskel på øen og staten, har man omdøbt den til Big Island.
Hertz har givet os en blå Ford Mustang, som kører ganske fortrineligt. Dog skal vi lige overveje om vi helst vil sidde indenfor i air-con eller om vi vil se seje ud med nedrullet tag men til gengæld have solen bagende på os…

Vores hotel ligger lige ned til vandet. Tror næsten vi kan hoppe direkte fra altanen og ud i Stillehavet. Her er ret flot – både over og under vandet. Vi har nemlig allerede afprøvet snorkle-udstyret og været en tur under vandet for at kigge på fisk. Fra altanen kan vi også se de store havskildpadder spise på det lave vand i lavahullerne.
I morgen har vi en 15 km løbetur (også mig!!) og derefter en mustang-tur over til en dal og kigge på noget natur.

PS vi vender tilbage med billeder af vores skildpadder og vores bil!

Read Full Post »

Aloha Waikiki Beach

Så er vi lige nogle der er på Hawaii.. Eller Haveje, som vi ynder at kalde det.

Først får I lige min fortælling fra Chicago.
Jeg havde glædet mig virkelig meget til at besøge byen og se en masse ting på en laaang løbetur om lørdagen. Desværre er jeg ret så skadet i min venstre ankel, og jeg har slet ikke løbet siden i tirsdags i sidste uge, så de planer måtte jeg ændre til stillesidende ting på caféer og hotelværelse. Det ser ikke godt ud for mit vedkommende til NY marathon, men nu må vi se om jeg alligevel kan blive klar.
Til gengæld var det noget af en fest at heppe på Morten. Det var første gang jeg skulle ud at se et marathon uden selv at deltage, og sentimental som jeg er, fik jeg vist også lige mulighed for at tørre et par enkelte tårer af kinderne. Det er jo helt vildt at se så mange glade, kæmpende løbere. Tænk at man nogen gange er én af dem. Morten gjorde det jo helt perfekt, hvilket jeg slet ikke har tvivlet på han ville. Det var dog en kold fornøjelse at være tilskuer. Fra kl. 6-7 varmede jeg mig med kaffe på Starbucks. Utroligt så mange løbere der havde valgt at indtage kaffe og wienerbasser herfra kun en time inden løbet!! Det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af inden et løb.
Første gang jeg så Morten var ved 2 miles mærket. Han var stært og frisk! Alt gik godt. Herefter ned til 1/2 marathon, hvor jeg stod i de her 4 graders varme i 40 minutter før de første om forbi. Heldigvis faldt jeg i snak med en sød dansk kvinde, som viste sig at være Mortens ven Jonas kollega. Meget morsomt som verden er lille. Morten så stadig stærk ud, men desværre kunne han ikke se mig, da han løb forbi og missede dermed sin energigel og vand som jeg ellers viftede med. Pokkers! Bare det nu virkede alligevel. Nåh mig op i opløbet og heppe de forreste i mål. Desværre nåede jeg ikke at se den mandlige vinder. Han løb og fjollede i hele opløbet og fejrede sin sejr og $75.000. Hvad han ikke vidste var at hvis han slå banerekorden ville han inkassere yderligere $100.000. Han slog rekorden med ét sekund. Bittert for ham hvis han ikke havde klaret det. Men føj hvor er han stærk. En ny Haile bare bedre:)
Opløbet var vildt at se. Så mange hurtige løber. Og flere danskere kom ind under 3timer. Så flot! Første dansker var Løbe-Louises veninde, som virkelig klarede det godt – endda i sin debut! Da kl. var 9.27 begyndte jeg at blive ret så nervøs. Jeg vidste Morten lå godt ved 30K, det havde jeg fået en sms-status på (altså fra løbet, ikke fra Morten). Men de sidste 12,195 km er altså hårde. Fra at jeg havde stået og hujet og heppet på alle de dygtige løber, blev jeg pludselig helt stille og frygtede det værste. Tænk hvis han var gået ned.. eller var gået ud med en skade/sygdom/whatever. Det ville ikke være til at bære. Men endelig – kl. 9.29 kunne jeg se ham. jeg råbte og skreg – og stortudende! Han klarede det. Hvor vildt!!

Søndag aften fejrede vi resultatet sammen med Rasmus som løb i 3.06, og virkelig flot! Hans mål var 3.10. Sammen med Rasmus, kone, barn og hans danske Chicago-ven Hans spiste vi virkelig lækre Kobe-burger med gorgonzola ost, drak rødvin, øl og fejrede hvor dygtige de er. Rasmus har løbet to ironman, så der er allerede lagt træningsplaner i Djursland til foråret:)

Men men men.. Nu er vi altså på Haveje. I Honolulu på øen Oahu. Vi bor 5 minutters gang fra Waikiki Beach. Det er meget heldigt det ikke ligger længere væk, for vi er efterhånden kendt som halte1 og halte2. Min ankel gør det nærmest umuligt at gå og Morten har marathonsmerter. Til dem der ikke ved hvordan de føles, så føles de nogenlunde som at have trælår i hele kroppen, mens man pludselig bliver sparket tilfældige steder på benene.
I dag har vi: Fløjet i 10 timer. Svømmet i en pool. Gået ned på stranden. Spist lækker italiensk mad. Og nu drikker vi dejlig juice og prøver at lade som om vi slet ikke er trætte.

Read Full Post »

New York – Nørrebro

Den første halvdel af mit newyorkerliv er gået. Jeg har nu været på Manhattan i 3 måneder – på godt og ondt. Jeg indrømmer gerne at det var lidt svært at falde til, og især episoden med en måske-mus i køkkenet gjorde ikke ligefrem integrationen lettere. Men alt i alt har de tre måneder været fantastiske.  Vi har oplevet så mange ting og er kommet tættere på hinanden. Det er dejligt at have så lang tid i byen, for jeg har jo stadig ikke nået halvdelen af det jeg gerne ville. Det må blive i september, oktober og november. Vi har heldigvis stadig god tid.

Jeg tager til Danmark i to uger fra og med i aften. Jeg skal hjem for at arbejde. Kufferterne er pakket, men der er noget galt.. Jeg havde under 20 kg med herover (inkl. 2 pc’er), men jeg har nu pakket ca. halvdelen af mine ting, og der er altså langt over 30 kg + alt det der stadig hænger i skabene her i den nye lejlighed.. Meget mærkeligt.  I dag har jeg arbejdet nogle timer og lige løbet en lille 29 km tur, så jeg måske kan sove i flyet! 

Jeg glæder mig til at komme hjem i vores egen lejlighed til vores egne ting. Til min nespresso-maskine, min cykel og mine sko. Mine kolleger, venner og familie. Men jeg er ikke færdig med Manhattan – og jeg kommer virkelig til at savne øen og selvfølgelig også Morten, der må holde skansen sammen med forældrene og de to veninder han får besøg af mens jeg er i Danmark.
Ugerne i Danmark lægger hårdt ud med barnedåb om søndagen, som jeg glæder mig rigtig meget til. Heldigvis bliver jeg hentet i lufthavnen og er blevet inviteret på morgenmad, det er herligt.

Read Full Post »

Denne weekend har vi brugt i Alice’s sommerhus i Cape Cod i Massachusetts – 5 timers kørsel fra Manhattan.
Vi tog derop fredag såsnart jeg var færdig med mit arbejde og fulgtes med Mortens kolleger Frank (irsk-amerikansk) og Dane (australier). Deroppe mødte vi Alice og hendes tre hunde: Hoppehunden Jack, bidehunden Henry samt den blinde hund Connie.

Alice er den meget gavmilde type, der bestemt sørger godt for sine gæster. Der er dog én bestemt regel i hendes hus, som man SKAL overholde:

  • Man skal dyrke tre forskellige sportsgrene om dagen – til gengæld får man så 3 måltider om dagen

IMG_4011_2 IMG_4016IMG_3965

For to sportsnørder som os er det en smal sag at klemme sig i et spandex tre gange om dagen, men hos Alice er sportgrenene nogle lidt andre end vi er vant til. Det mystiske er at hun mener at en 30 km løbetur tæller for præcis det samme som en sejltur i hendes båd – hvor hun styrer båden…

Weekendes sportsture bød derfor på: 2xløb, surf i bølgerne, mingolf, batting cage Baseball, gåture, tennis og lidt mere gåtur. Det var totalt yndlings. Vi er virkelig dårlige til at sidde stille i længere tid, så I kan forstå vi havde en vidunderlig weekend.

Jeg personligt var helt rundtosset med baseball, og mener bestemt at der er gået en spiller tabt i mig. Jeg siger jer, jeg ramte SAMTLIGE bolde på de hårde baner!! Til gengæld sidder jeg nu her to dage efter og har stadig ondt i mine underarme… jaja, jeg søger måske optagelse i Yankees – hvem ved?
Morten tog revanche på minigolfbanen, som ligesom er hans element og fejede os andre langt væk af bane (især mig, der slog nogenlunde ligeså hårdt til golfbolden, som jeg gjorde til baseball’en). Han tog også kegler på surfboardet!

Amerikansk sommerhus mad blev vi også budt på: Barbecue og friture. Vi prøver virkelig at holde den slanke linje indtil marathon, og det blev da også hurtigt ret svært at blive ved med at sige nej tak til kæmpe-cookies, is, frituremad, hjemmelavede pandekager og grillede skumfidus-chokolade-kiks. For en af os var det lidt sværere end for den anden – men jeg er sikker på han nok skal klare det alligevel;)

Vi er ikke så gode til dyr.. Men hos Alice er der tre hunde:
Jack -der hopper op af alle han kan komme i nærheden af.
Henry – der bider alle han kan komme i nærheden af – også de andre hunde.
Connie – den blinde hund. Vi fik begge lynhurtigt ondt af Connie, der blev ved med at gå direkte ind i skabe, vægge etc. Vi overvejer at starte en indsamling til en førehund til hende.. Hvis I vil bidrage, så smid en kommentar, så får I lige mit kontonummer =)

Nåh der er ikke mere at sige om Cape Cod andet end: Tag derop, hvis du skal på aktiv-sommerhusferie i USA – der er DØDSKØNT! Se de seje billeder her!

P.S. Morten og jeg lånte Alice Audi TT quattro og drønede rundt – virkelig hurtigt og virkelig sejt! Vi ønsker også en i julegave.
P.P.S. Vi har netop købt sommerferie, og tager til Hawaii mellem Chicago og New York marathon. Altså et bliver da ikke bedre!

Read Full Post »