Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘New York’

Sidste timer i New York

Nåh nu tager jeg snart hjem. Om 10 timer sidder jeg i et fly på vej mod CPH med et enkelt stop på Island (jeg vinker ned til dig, Mads!).

Hvor skal jeg starte – og hvor skal jeg slutte det her indlæg…?
Anden halvdel af NY har været så meget bedre end første halvdel. Jeg havde svært ved at finde mig til rette i byen de første tre måneder, men det er gået strygende de sidste tre. Måske er det fordi vi har haft virkelig meget besøg, så jeg ofte ikke har været helt alene i hverdagen. Måske er det fordi jeg har fundet nogle endnu bedre steder rundt omkring på Manhattan. Måske er det fordi vi har været på Hawaii. Måske er det fordi jeg har lært mig selv og Morten bedre at kende. Jeg kan ikke give et klart svar – men det har i hvert fald været rigtig godt at være herover.
Jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg er blevet mere modig og mere selvsikker. Jeg har sat mig nogle nye mål med mig selv, som jeg nu også ved hvordan jeg skal opnå. Alle burde have muligheden for 6 måneders selvudvikling på Manhattan.

Der var en der engang sagde at “der findes to slags byer i verden. New York og alle de andre”. Og det er rigtigt. New York er så fantastisk en by. Der bor så mange forskellige mennesker og kulturer. Alle trives på lige vilkår, og alle har ret til at være hvem de er. Det er befriende at opleve. Her er highstreet butikker blandet med haute couture. Skyskrabere blandet med en kæmpe park. Turisthelvede blandet med business. Hvide, sorte, brune, gule, røde etc. mennesker i en stor pærevælling. Det er simpelthen en fantastisk by!

Sjove mennesker vi har mødt:

Vi har langt fra nået alt det vi gerne vil nå. Men vi har nået meget mere end vi turde drømme om. Vi kender byen som vores egen bukselomme, og ved hvor man får den bedste thaimad – de bedste bagels – hvor man køber en billige vintagepels – og hvordan der ser ud på hele Manhattan. Vi har ikke nået at spise alle de steder vi gerne ville. Vi har heller ikke nået alle de museer, som vi egentlig gerne ville. Vi har ikke taget svævebanen til Roosevelt Island – og vi har heller ikke været i kronen på Frihedsgudinden. Så vi bliver nok nødt til at komme tilbage inden alt for længe. Vi har fået nogle helt fantastiske nye venner, som vi skal over og besøge igen.

Nu glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til vores lejlighed. Mine venner. Til løbetur i Utterslev Mose. Hjem til mine kolleger. Hjem til familien. Vi har lige 2 uger (igen) fra hinanden, før Morten kommer hjem. Han får drengebesøg – så det er nok meget godt jeg ikke er i NY.

Vi ses i Danmark – jeg glæder mig til at se jer alle sammen. P.S. hvis der er nogen der vil hjælpe med at bære alt for meget bagage op på 3. sal, så siger I bare til!?

Read Full Post »

Så rekapituleres der over de sidste 12 dage:

I onsdags tog mine forældre hjem efter 10 dages ferie i New York og i dag var det så Maria og Louises tur. Det har bare været super dejligt, hyggeligt og helt fantastisk at se de savnede igen, men jeg må også være ærlig og sige at det også har været meget hårdt. Jeg ville jo gerne være en god vært og vise New York frem på allerbedste vis, samtidig med at jeg har arbejde og en et noget krævende løbeprogram. Mine forældre boede på et fint hotelværelse her i I-house mens Louise og Maria overnattede i Sidse og min seng (Sidse er jo i Dk og jeg sov på en madras i stuen).

Louise, Maria og min kære mor

Louise, Maria og min kære mor

Løberiet blev som tidligere nævnt klaret ved solopgang kl 5.50 (op kl. 5.15 for at spise morgenmad). Arbejdet på Columbia blev for det meste klaret med hovedet under armen for at blive hurtig færdig, sådan jeg kunne komme hjem til gæsterne. Heldigvis var professor Alice på ferie så jeg kunne snige mig til at tage to halve fridage (1 dag med cykling med forældrene og 1 dag i outlet med alle 4). Alle aftenerne blev så brugt på sightseeing og dejlige restaranter! Jeg syntes egentlig at jeg klarede alle gerningerne rigtig flot… men i tirsdags da Alice kom hjem fra ferie – ja, der blev jeg lige pillet ned igen. Da var det cirka 14 dage siden jeg sidst havde tænkt videnskab (jeg havde skyndt mig så meget at der ikke lige var tid til at spekulere over teorien bag mine eksperimenter). Den dag startede vi dagen med et uventet møde hvor jeg (af alle) bliver bedt om at gøre redde for teorien bag hele mit projekt, fremgangsmåder og resultater… jeg tror at Alice havde på fornemmelsen at jeg havde opholdt mig i LA-LA-land i de sidste 14 dage. Fuldstændig som at blive taget til tavlen i matematik tilbage i gymnasiet –  usympatisk, nederdrægtigt og yderst ubehageligt! LIGE TIL BØTTEN! Det blev en utrolig pinlig oplevelse hvor jeg igen fik opfundet et mystisk sprog med en masse klamme sætninger indeholdende en masse ø’er (øhhhh). Set i bakspejlet var det nok meget sundt – jeg har i hvert fald intentioner om at skrue op for flittigheden (som jo i forevejen er skruet op med 50-75%).

Heldigvis kom der lidt sjov i gaden efter den episode: Jeg sidder på en restaurant i Hells Kitchen og pludselig hører jeg dansk. Det fænomen er jeg ikke vild med, da det jo betyder at man er havnet i en turistfælde eller at man i hvert fald ikke befinder sig i en top-hemmelig new-yorker-joint. Da jeg kigger op, så ser jeg Jennifers (fra løbeklubbens) mor og bror. To dejlige mennesker som jeg har mødt adskillige gange før og har det super hyggeligt med. Så vi fik os lige en drink! Skide hyggeligt! Den sjove detalje er at de var værter for den barnedåb Sidse var med til i Søndags… så de har også haft travlt!

Da vi kom hjem fra drinks, blev der i anledning af Maria og Louises hjemrejse åbnet en magnum flaske ASTI  (pigernes favorit drik). Da jeg ikke får drukket meget alkohol her ovre, så var jeg godt rundtosset da jeg fandt madrassen midt på natten – og endnu mere rundtosset da jeg skulle svinge pipetterne næste morgen! Så det må blive i morgen at jeg øger flittigheden;)

På hjemmefronten skal jeg også til at være flittig:( Dejlige Sidse plejer jo at stå for rengøring og tøjvask… piv! Dømt ud for bunken af vasketøj, så skal jeg snart til at starte projekt vasketøj:( Projekt rengøring kan godt vente til dagen før Sidse kommer hjem;)

Til sidst skal i lige se resultatet af en storm vi havde besøg af. Tirsdag aften væltede et kæmpe uvejr nærmest hele Central Park og umuliggjorde min løbetur fuldstændig. Jeg har aldrig set noget ligende. Op mod 500 træer er væltet og der ligger stumper og stykker af træer blokke væk fra parken… Træerne ligger som pindebrænde:

340x

Read Full Post »

New York – Nørrebro

Den første halvdel af mit newyorkerliv er gået. Jeg har nu været på Manhattan i 3 måneder – på godt og ondt. Jeg indrømmer gerne at det var lidt svært at falde til, og især episoden med en måske-mus i køkkenet gjorde ikke ligefrem integrationen lettere. Men alt i alt har de tre måneder været fantastiske.  Vi har oplevet så mange ting og er kommet tættere på hinanden. Det er dejligt at have så lang tid i byen, for jeg har jo stadig ikke nået halvdelen af det jeg gerne ville. Det må blive i september, oktober og november. Vi har heldigvis stadig god tid.

Jeg tager til Danmark i to uger fra og med i aften. Jeg skal hjem for at arbejde. Kufferterne er pakket, men der er noget galt.. Jeg havde under 20 kg med herover (inkl. 2 pc’er), men jeg har nu pakket ca. halvdelen af mine ting, og der er altså langt over 30 kg + alt det der stadig hænger i skabene her i den nye lejlighed.. Meget mærkeligt.  I dag har jeg arbejdet nogle timer og lige løbet en lille 29 km tur, så jeg måske kan sove i flyet! 

Jeg glæder mig til at komme hjem i vores egen lejlighed til vores egne ting. Til min nespresso-maskine, min cykel og mine sko. Mine kolleger, venner og familie. Men jeg er ikke færdig med Manhattan – og jeg kommer virkelig til at savne øen og selvfølgelig også Morten, der må holde skansen sammen med forældrene og de to veninder han får besøg af mens jeg er i Danmark.
Ugerne i Danmark lægger hårdt ud med barnedåb om søndagen, som jeg glæder mig rigtig meget til. Heldigvis bliver jeg hentet i lufthavnen og er blevet inviteret på morgenmad, det er herligt.

Read Full Post »

 

21km på manhattan

21km på manhattan

Så er Sidse endelig på vej til New York! Jeg ville lyve hvis jeg sagde at de sidste 11 dage ikke har været sjove og spændende… men det er ligesom om at der mangler een at dele oplevelserne med! Jeg henter hende kl 19 i lufthavnen og jeg er sikker på at de næste 6 måneder bliver fantastiske!

For at dræbe ventetiden valgte jeg at løbe en lang tur. På Manhattan er der gjort utroligt meget for motionister. Der er lavet en asfalteret sti med vandposter og toiletter hele vej rundt om Manhattan. Det skulle udforskes… Jeg løb hele vejen fra lejligheden ned langs Hudson til Battery Park og videre til China Town (se ruten til højre). 
Jeg ved at Sidse er helt vild med Sex and The City. Så da jeg alligevel var tæt på Blecker Street i Greenwich Village og det (åbenbart) berømte bageri, så valgte jeg at løbe en lille omvej op til Magnolia Bakery og bruge mine medbragte vandpenge (3 dollars) på en cupcake til hende. Disse skulle åbenbart blive fortærret i den førnævnte serie… Vi håber den er god – jeg havde desværre kun til en enkelt og ingen vand 😦

Cupcake fra Magnolia BakeryNå, jeg tog subwayen tilbage og jeg må sige at jeg er vild med at løbe i New York! Der er super gode sti-systemer, masser af vand og toiletter og ikke mindst afspærret for motoriseret trafik. Se de skønne billeder fra turen her.

Resten af dagen skal gå med panik-oprydning. Efter 3 dage i lejligheden er der gået ungkarlehybel i den… Derudover skal der bekæmpes kakelakker med fælder og giftige gasser! Men de sidste dages intense kamp mod bæsterne har haft sin virkning. Der bliver færre og færre!

Jeg skal også lige ud og finde en deep pan pizza…

Kan i have det godt!

Read Full Post »