Tirsdag skulle være dagen hvor jeg underholdte hele Columbia University med resultaterne fra min forskning hjemme i Danmark! Eller i hvert fald lægerne og ansatte på de mikrobiologiske og immunologiske afdelinger skulle underholdes…
Men historien starter mandag eftermiddag, hvor jeg havde taget tidligt fri for at forberede mig til foredrag samt at være sammen med Sidse og søsteren min. Siddende i køkkenet, ser jeg pludselig noget krydse gulvet ud af øjenkrogen… var det en mus?, eller var det bare en kakkelak? Sidse er pænt bange for mus og rotter, så vi vælger i ”næsten” god ro og orden at evakuere lejligheden. Heldigvis skulle vi ud og spise pizza med søsteren. Dette og en længere gåtur i kvarteret gav os tid til at udtænke næste træk i kampen mod vores nye beboer. Da vi kom hjem, fik vi overtalt House Manageren til at give os nøglen til et netop forladt dorm-room (seng med vægge). Så her kunne vi sove i fred for kravl.
Tirsdag var jo store foredragsdag, men først var der lige et par hurdler der skulle overståes…
Tidligt op for at løbe og lige klare hjernen. Derefter til viceværten for at diskutere situationen. Vi blev enige om at fælder og lapning af alle (MANGE) huller i lejliheden ville være en god indsats. Imens viceværten udførte et tilsyneladende gode arbejde i lejligheden, så var jeg fluks videre til ”kontoret” for at skaffe endnu en nat i en tryg seng.
Så skulle jeg på arbejde. Før foredraget, havde jeg lige presset et kursus i ja… Mouse Handling ind. Et kursus krævet i USA for at kunne udføre dyreforsøg. Til stor desperation og fortrydelse var det ikke et kursus, men en skriftlig EKSAMEN! Jeg fik for første gang i mit liv panik-angst og måtte lige bruge de første 10minutter på at overveje mulighederne. Det endte med at jeg fuldførte eksamen… venter dog på resultatet.
Nu var der panik! For så havde jeg kun 1 time tilbage før det store foredrag – og jeg havde først nu opdaget at alle elevatorer var fyldt med sedler reklamerende for mit foredrag (show up to this talk and have free pizza!)… Og jeg havde jo ikke just haft en fantastisk forberedelse.
Jeg fik kigget mine slides igennem og begav mig af sted i mod auditoriet. Desværre havde morgenens stress fået mig til at misforstå stedet for foredraget. Så der hvor jeg troede jeg skulle holde foredrag, ja der sad der 5 rigtig syge patienter og ventede på at blive tilset af en læge. Nu oplevede jeg så mit livs anden omgang panik-angst! Hvad gør jeg? Jeg har endnu ikke mine kollegaers telefonnumre på min mobil… så der var tårer i mine øjne da jeg langt om længe fandt en person der kunne fortælle mig at jeg skulle over i en helt anden bygning (10min gang). LØB!
Jeg ankom til det fyldte auditorium kl. 12.59 og påbegyndte mit foredrag kl 13.03… uden nogen bemærkede at jeg faktisk var ved at græde. Nå, men nu havde jeg fået en ”så kan det hele også være lige meget attitude” så jeg surfede let igennem 45 minutters foredrag foran mere 100 mennesker! Kæmpe oplevelse, jeg fik svaret fint på spørgsmål og jeg fik meget ros…
Muse/Kakkelak-historien er ikke færdig, men jeg har tømt lejligheden for alt hvad der kan agere dyrefoder og afventer nu at musefælderne forbliver tomme indtil på mandag – thi så kan vi trygt flytte ind igen. Indtil da bor vi i et fint værelse i en lejlighed med fantastisk udsigt over Hudson River (stadig i I house).
Storbytanker's Blog 