Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Island’

Jeg har været på bondegårdsferie. Hos storebror. På Island.

Det er sjovt.. Mads og jeg burde jo være meget ens. Vi har samme forældre. Vi er vokset op sammen. Vi har boet sammen i 15 år. Men næh nej, sådan er det ikke. Jeg bor jo på Nørrebro. Bliver stresset når jeg ikke kan komme på internettet. Arbejder med online marketing. Og løber marathon. Mads derimod. Han bor på landet. Han lugter lidt af ko og får, og har jord under neglene. Han synes marketing og løb er noget fis. Til gengæld avler han verdens bedste kartofler, tomater og andre grønne sager. Han ridder som en cowboy og malker køer til topkarakter.

Vi er meget, meget forskellige. Vi ser selvsagt ikke hinanden særlig tit, og når vi endelig ses går der som regel ikke flere timer førend vi er oppe at toppes. Derfor var det noget af en prøvelse, da vi fandt ud af at holde forårs-ferie sammen i fem dage. Uden forældre. Uden kærester. Men hvis vi selv skal sige det, så klarede vi det faktisk ret godt. Overraskende godt! Vi har da skændtes, men ingen har grædt (okay, jeg fældende en lille tåre, da Mads fortalte at han ikke kunne huske koden til deres trådløse netværk, men vi fandt da ud af den).

Vi har lavet alt det sjove vi som søskende altid har gjort sammen:
– Vi har kørt laaaange ture (afstandene er store på Island), og sunget virkelig mange sange… Alt fra “Kim Larsen” over “Anden” til “Onkel Dum og Bananerne” med Gætteleg… 
– Vi har leget “20 spg. til professoren” og Lande/grøntsager med “A”, “B”, “C” etc.
– Vi har spist masser af mad – og bagt både brød og kage og grillet hotdogs og lammesteaks
– Vi har snakket om de sjove ting i barndommen
– Vi har set “Dum og Dummere” og “Lad isbjørnene danse”. To film vi meget tit så som børn
– Vi har konkurreret om, hvis far er den stærkeste (vi har samme far)

Derudover har vi lavet en masse sjove ting. F.eks. var vi et døgn hos Mads svigerforældre, hvor hans kæreste Maja hjælper til på gården i maj (hun er nemlig også bonde). Vi har gået mange flotte ture. Mads har vist mig, hvordan man sætter kartofler, og jeg har lært Mads hvordan man regner arealer ud.

Maja er fantastisk. Hun tog mig med ud at ride, selvom jeg er elendig til det. Jeg ved alt om heste, men ride – det kan jeg ikke. Maja hjælper fårene med at lemme. Og jeg så det. Jeg så et lam blive født. Men vigtigst af alt, så gør hun Mads glad – og det er jeg enormt glad for.

Det har været en skøn bondegårdsferie, hvor jeg både har set islandske skove og geysir. Jeg har løbet skønne ture i ren luft. Men jeg tror også at jeg har fået nok frisk luft til at kunne begive mig et halvt år til Manhattan. Vi kører i hvert fald snart mod lufthavnen. Der er kun små 200 km….

Read Full Post »

På Island

Så er jeg også kommet afsted. Har dog gjort et mindre stop på Island for at besøge storebror, hvorfra jeg rejser videre til New York på lørdag.

De sidste par dage har jeg haft travlt med at gøre klar til afrejse. Der er mange ting man skal nå og huske. Gode venner blev set de sidste par dage i KBH, arbejdet blev afsluttet til et par dages ferie, stikkene i lejligheden blev slukket og en sidste tur omkring søerne blev løbet.

I dag var første gang jeg skulle rejse så lang tid uden at følges med en. Jeg var lidt skræmt ved tanken, da jeg ikke ligefrem er verdensmester i at styre mine nerver, når jeg skal ud at flyve. Men det hele gik nu ganske godt. Slum dog millionaire blev set på vejen mens jeg lod som om jeg slet ikke var bange for at flyve.

De få timer jeg har brugt på Island er gået med at køre bil, handle, spise fisk og drikke gulerodssaft. De kommende dage besøger vi Mads kæreste Majas forældre, måske tager vi ud at ride, går nogle gode ture, jeg tager et par løbepas og til sidst en tur i Den Blå Lagune.  Det skal nok blive godt.

Sidse

Read Full Post »